Tæller skeer

Da jeg var sygemeldt med stress og belastningsreaktion og skulle prøve at italesætte mine behov, kom jeg sjældent længere end til “Jeg vil bare have fred og ro”. Jeg kunne ikke gøre det mere specifikt eller konkret. Det var meget frustrerende og jeg tyede, som så mange gange før, til ordbogsopslag i Den Danske Ordbog:

• ro
  • 1. (tilstand af) fysisk hvile med ingen eller kun meget lidt aktivitet
    • 1.a tilstand hvor noget står stille, ikke ændres el.lign.
  • 2. tilstand uden bekymring, nervøsitet, travlhed el.lign.; (følelse af) harmoni eller afslappethed
  • 3. tilstand uden støj eller forstyrrelser
    • 3.a tilstand med enighed eller stabilitet uden diskussioner, demonstrationer, optøjer el.lign.
• fred
  • 1. tilstand uden støj og forstyrrelser
    • 1.a det at være fri for andres selskab, påtrængenhed, chikaneri el.lign.
    • 1.b følelse af indre ro og afslappethed

Så gav det mere mening for mig. Stilstanden og fraværet af ændringer var meget tiltalende, fordi jeg synes, tingene skiftede så meget omkring mig. Det er jeg aldrig særlig god til, men det bliver sværere for mig, jo mere presset og stresset, jeg er. Når jeg er stresset, har jeg brug for helt fysisk ro, nok faktisk et behov for at sove meget. Tilstand uden bekymring eller nervøsitet gav også god mening, fordi der var mange bekymringer i den periode, som tyngede mig. Tilstanden uden støj eller forstyrrelser giver sansemæssig mening, fordi jeg let bliver overstimuleret af støj fx mange mennesker, der taler i på een gang, støvsugere, visuel støj i form af spraglede mønstre og forstyrrelser, hvor jeg bliver afbrudt ofte, når jeg er i gang med at løse en opgave eller føre en samtale. Det at være fri for andres selskab er også meningsfuld, da jeg ofte må være alene for at restituere efter stressende begivender. Følelse af indre ro og afslappethed er en meget sjælden tilstand hos mig, men det ville sikkert være helt fantastisk at opnå.

Ordbogsopslaget hjalp mig altså med at gøre mit behov for fred og ro mere specifikt.

Det lader til at virke sådan, som nævnt i min post om komfortzone, at jeg når jeg har nået et bestemt niveau af ro, så kaster jeg mig ud i verden og prøver nye ting. Som om der sidder en kontakt et sted inden i mig, der registrerer mængden af overskud, jeg har opbygget, og når jeg har nok, så vipper kontakten og jeg ændrer adfærd fra det indadvendte til det mere udadvendte. Helt automatisk.

Selv synes jeg, det er ret smart, men det er svært at overbevise folk om, at det er sådan, det virker. Jeg kommer, når jeg er klar. Nogle ting bliver jeg måske aldrig klar til og så er det sådan. Nogle ting vil kræve så meget overskud, at jeg aldrig vil få mulighed for at opbygge nok i et almindeligt levet liv. Fordi selv daglige ting som bad og madlavning trækker så mange ressourcer og man kan kun sove så mange timer af døgnet.

Jeg hørte om en autist, der fortalte, at hvis hendes autisme aldrig blev udfordret, så blev hendes komfortzone mindre og mindre. Jeg forstod det sådan, at hun derfor jævnligt må udfordre sig selv til at komme ud, ud i verden, ud af komfortzonen. Det fik mig til at tænke. Jeg tror ikke, jeg fungerer på samme måde.

Jeg har lidt svært ved at få hold på det, fordi jeg hele mit liv indtil min diagnose (altså slutningen af mine 30’ere), har været ekstremt udfordret og aldrig rigtig har haft en komfortzone, hvilket gør det svært at vurdere. Der har simpelthen ikke været en komfortzone, jeg har kunnet bevæge mig ind og ud af. Jeg har aldrig været behagelig og afslappet til mode. Det lyder lidt voldsomt, men er faktisk rigtigt nok.

Alligevel har jeg dog nogle gange været tryg og mere i balance, som jeg forestiller mig det at have og være i en komfortzone er, nogle perioder mere end andre. Når jeg har været mere tryg og kun beskæftiget mig med velkendte trygge ting gennem et stykke tid, så vender jeg mig pludselig udad og kaster mig ud i over en ting, som jeg ikke har prøvet før, men har meget lyst til. Altså noget uden for det, man i mangel af andre ord, kan kalde min komfortzone.

Der er altså ikke tale om, at jeg bevidst udfordrer mig selv (det virker for mig helt hen i vejret at gøre udfordrende ting med det ene formål at gøre dem, det falder fuldstændig udenfor fornuftens rammer i forhold til mit evige skeregnskab), slet ikke. Der er tale om en aktivitet, som jeg har så meget lyst til at gøre, at selv det blot at prøve at gøre det vil gøre det umagen værd. Og – hvad vigtigere er – så vil det være fra et sted med overskud. Hvis det er fra et sted af underskud, ville det aldrig virke for mig. En anden pointe er, at det ikke er en udfordring.

Lad os forresten lige kigge på ordet “udfordre”:

• udfordre
  • 1. opfordre nogen til at møde sig i duel; opfordre til indbyrdes konkurrence
    • 1.a SPORT møde en titelindehaver i en titelkamp med henblik på at overtage titlen fx i boksning og skak
  • 2. provokere nogen til at reagere; udsætte for modspil
    • 2.a OVERFØRT optræde uforsigtigt og derfor løbe en risiko med hensyn til noget; leve farligt
  • 3. stille udfordringer til; stille intellektuelle krav til

Det er nok ordet betydning i 2.a, jeg tænker på, når jeg tænker på ordet i sammenhængen med at “udfordre sin autisme”. Man løber en risiko med hensyn til skeregnskabet og det fører i min opfattelse meget sjældent noget godt med sig. Når jeg kaster mig ud i nye ting, på den måde, jeg har beskrevet ovenover, er det på en meget sikker måde, hvor jeg ikke udsættes for unødigt ske-tab.

Måske virker det ikke så vigtigt, om man gør nye ting med den ene eller den anden indstilling, men for mig gør det en stor forskel, hvilke ord man bruger. Ordene “udfordre” og “udfordringer” handler om at stille krav, om modspil og risiko. Alle ting, jeg altid gør mit allerbedste for at undgå, simpelthen fordi det er alt for dyre ting. De er det modsatte af at passe på mig selv.

Kort sagt ville jeg aldrig gøre noget for at udfordre mig selv. Jeg vil altid sige, jeg gør ting, fordi jeg har lyst. Det skal være lystdrevet og med meget grundige beregninger på, hvordan jeg kommer gennem aktiviteten med mine skeer i behold.

BBC har en sjov historie om en engelsk kvinde, der i italien kommer til at bestille en pizza, der ikke eksisterer. Hun bestiller en marinara – en pizza med tomat og hvidløg – med mozzeralla på. Men “La marinara” er en “pizza rossa” som defineres ved at være med tomat og uden mozzerella. Så man kan ikke lave en marinara med mozzerella. Pizzabageren bliver sur over forespørgslen, men den engelske kvinde forstår i første omgang ikke, hvad problemet er. Efter at have talt med flere andre italienere forstår hun, at hun har bestilt, hvad der svarer til en sort kaffe med mælk. Det findes pr. definition ikke. Og en af hendes italienske venner foreslår hende at bestille en margherita med hvidløg en anden gang for at

avoid, I quote, “emotionally destabilising the pizza-maker”.

https://www.bbc.com/news/magazine-33542392

(undgå, og jeg citerer, “at følelsesmæssigt destabilisere pizzabageren”.)

Den historie gjorde et stort indtryk på mig. Jeg havde vist ikke læst det udtryk før, at følelsesmæssigt destabilisere, men det er jo netop det, der ofte sker for mig som autist. Det er særligt interessant, fordi det sker i forbindelse med definitioner af begreber. Altså fordi den engelske kvinde ikke har samme forståelse af, hvad en pizza rossa er, som pizzabageren har.

Mange misforståelser, rådvildhed og akavede sociale situationer omkring mig opstår, fordi jeg har én forståelse af et begreb, mens andre har en anden forståelse. 

Det kan være

• At komme til tiden. Jeg tror, at hvis vi aftaler 10.00, så mødes vi 10.00 og ikke plus eller minus 5 minutter eller en halv time.
• At nogen er i en situation, hvor de skal eller tilbyder at hjælpe mig og så gør noget, der ville hjælpe dem selv, men hjælp for mig ser ganske anderledes ud, og det, de ender med at gøre, er slet ikke en hjælp for mig.

Den følelsesmæssige destabilitet er et problem for mig, fordi jeg har så svært ved at regulere mig selv og mine følelser. Det sker ikke af sig selv og koster skeer. Hvorfor det bliver så meget mere vigtigt for mig at undgå destabilisering, end hvis jeg nemt kunne opnå ligevægt igen. Se her på betydningen af ordene (apropos definitioner):

• stabil
  • som er konstrueret solidt uden store muligheder for utilsigtet påvirkning; som befinder sig i en ligevægtstilstand
• ligevægt
  • 2.c psykisk tilstand præget af stabilitet, ro og harmoni

Udover problematikken med selvregulering, så fungerer og arbejder jeg bedst, når jeg er i ligevægt. Endnu en grund til, at det er vigtigt for mig. Der er altså flere grunde til, at det er så vigtigt for mig, at udgangspunktet for de samtaler, jeg fører med folk, er en fælles forståelse. Hvis jeg kommer i tvivl om, hvorvidt vi er enige om definitioner eller begreber, så slår jeg det op og deler det med min samtalepartner. Jeg slår generelt rigtig mange ord og begreber op. For at være på den sikre side. Desværrre bliver det tit opfattet som en slags konfliktsøgning eller -optrapning, men min mening er fuldkommen fredelig afklaring af, hvilken betydning af ordet folk benytter sig af. Når man slår et ord op, er der ofte underbetydninger og særlige udtryk eller sætninger, hvor ordet har en helt speicifik betydning. For mig er det supervigtigt at få med og meget lærerigt. Kun ganske få andre har den samme interesse i sprog og fælles sproglig forståelse som mig.

Jeg ved godt, at mange neurotypiske ikke går særlig meget op i sproglig præcision og jeg anerkender deres ret til den manglende interesse. Men nogle gange på kunne jeg godt ønske mig, at de til gengæld anerkendte, at uoverensstemmelser og misforståelser destabiliserer mig følelsesmæssigt, samt at den destabilisering koster mig en helt del skeer at få under kontrol igen.

Jeg er glad for historien, fordi den lærte mig et nyt udtryk, at være følelsesmæssig ustabil, og gav mig en ny måde at tale om mit liv på, som har været afgørende for at udpege særlige problematikker, som tidligere blot var ordløs frustration. Jeg forstår nu sammenhængen mellem folks manglende sproglige præcision eller fraværet af fælles forståelse af begreber, min følelsesmæssige destabilisering og min selvregulering, hvilket er gavnligt i dagligdagen, fordi jeg kan tage højde for det, når det opstår. Det kunne jeg ikke før.